Udgivet af Caspar Gregers Jensen, fre d. 7. okt 2016, kl. 12:13

I Betesdadammens søjlegange ligger der en mand, en syg mand, en mand der har været syg i 38 år. selv i vores tid, er det jo tæt på at være et halvt liv, og på den måde er det utroligt at han har kunnet overleve så længe, syg og afhængig af andres hjælp. For det må han jo være, når han ikke selv kan komme hen til dammen, men bare ligger der på sin båre uden nogen til at hjælpe sig. Afhængig af andres hjælp. Indtil den ultimative ”anden”, Jesus, kommer forbi og giver ham den hjælp han har brug for. Endda uden at han har brug for at tage vejen gennem dammens oprørte vande.


Dette, at manden ikke behøver at komme i det englefyldte vand, kan med nogen ret bruge til at åbne diskussionen om dåb er nødvendig for frelsen, hvis manden ikke behøver at komme i vandet for at blive ren, gør vi så? Og mit svar kan kun være ”For Herren er alting muligt, men det er I dåben vi får Guds løfte! ”


Men at tænke over dåben, kan også minde os om, at det vi taler om her skal være almengyldigt, det handler ikke bare om denne ene mand der ligger på sin båre i søjlegangene, men om os alle sammen. Historien her er med, fordi den skal vise os noget, som også har betydning for os.


Så kan man tale om, at det viser os, at Jesus Kristus er en der helbreder mennesker, og man kan tage det op på et højere niveau, som jeg også har gjort det før, og sige, at disse enkelte helbredelser, er et billede på Jesu større virke, som menneskehedens helbreder, som frelser og forløser.


Men denne gang handler det også om individet, jeg tror, ikke bare den syge mand skal være ”én ud af mange” men at han til stadighed er et individ.


Det er i det hele taget vigtigt at huske, at Jesus altså ikke når han helbreder mennesket, både når han som her helbreder en mand, og når han på korset helbreder os alle, så gør han det altid én til én, ethvert menneske bliver personligt frelst af Kristus, ikke som en del af en gruppe, men som individ.


Det kommer selvfølgelig meget nemt til at lyde meget ”frelst” eller ekskluderende, det betyder altså ikke, at man skal føle, at man har et specielt personligt forhold til Jesus for at have frelsens mulighed, eller at man skal have ”mødt Jesus”, for sådan er det ikke, Det er Gud der frelser os, ikke os selv.
Men det det betyder er, at når manden ved Bethesdadammen siger ”Jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen” så ændrer det sig radikalt det øjeblik Jesus kommer forbi. Jesus bliver ”Et menneske” der er der for os når vi har brug for hjælp. Det betyder, at Jesus har handlet for os i sin korsfæstelse. I ham er Gud blevet ”et menneske” der er der for hver enkelt af os. Guds frelse er ikke upersonlig, men direkte rettet mod hver enkelt af os.


Så når salmisten skriver, at ”hvert menneske er kun som et vindpust” – Vi må formode, at salmisten mener, at det er alt vi er for Gud.


Det giver også mening, hvordan skulle vi være andet for universets skaber end netop som et vindpust, vi er der det ene øjeblik og er ganske væk det næste. Måske kan han forholde sig til familier, men da ikke til individer.


Men i Jesus Kristus blev Gud til et menneske der er for os, et menneske der gik hen til en mand og blev ham den hjælp han manglede. Den hjælp han ikke havde haft i hen ved 38 år.


Vil det så sige, at Gud ændrede sig, da Jesus blev født, at Gud med Jesus blev blidere og mere medgørlig? At han fandt en pludselig interesse i individer?


Det tror jeg nu ikke Og jeg har heldigvis nogle gode folk på min side, Paulus skriver jo for eksempel, at Gud ikke kan fornægte sig selv. I hans sammenhæng handler det selvfølgelig mest om, at Jesus ikke kan være utro, for det ligger ikke i hans natur, men en vigtig del af den natur – hvis ikke den hele – har han jo
tilfælles med skaberen. Gud kan ikke fornægte sig selv, han er nødt til at følge sin natur, og hans natur er jo selvfølgelig kærlighed.


Og når vi nu er ved evangelisten Johannes, for det er jo også ham der mest markant udtrykker at Gud er kærlighed, så kan vi jo også huske indledningen til Johannesevangeliet, hvor også dagens evangelium stammer fra. Der viser Johannes jo, at Kristus var til stede allerede ved verdens skabelse. ”I begyndelsen var ordet og ordet var hos Gud … ” og så videre. Det kærlige menneske der kommer hen til den syge mand
ved Betesdadammen er den samme som den der skabte verden.


Så nej, Gud har ikke forandret sig, men det har den måde vi forstår ham, Med Jesus Kristus ændres vores blik på hvem og hvad Gud er. Og på nogen måder til det mindre logiske: Gud går fra at være urørlig i sin himmel til at være et menneske. Fra at det er farligt at se hans ansigt bliver det til, at han går rundt for at
tale med mennesker, ansigt til ansigt. Det er ikke hvad man ville forvente af den magt der skabte verden, ligesom man ikke tænker, at den evige, almægtige Gud kunne finde på, at beskæftige sig med ”lille mig”. Vi så, at Selv om Gud måske nok mener vi skal holde en dag fri, så forbyder han ikke den helbredte atgå hjem når han er blevet rask på en hviledag.


I Bethesdadammens søjlegange ligger der en syg mand. Den syge mand det er os, det er mig, men se, ham der helbreder er allerede kommet for at tale med os, og han bliver hos os, det har han lovet.


Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
AMEN

Kategorier Prædikener