Udgivet af Caspar Gregers Jensen, fre d. 7. okt 2016, kl. 12:10

”hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med” plejer vi at sige. Altså, at man nemt kommer til, ved et uheld, at sige de ting man tænker, og ikke de ting man burde sige. Andet steds kendes dette som et "freudian slip” en ”freudiansk fejltagelse” hvor man kommer til at sige noget andet end det man egentlig ville
sige og på den måde afslører sine inderste tanker – i den freudianske psykoanalyse selvfølgelig undertrykte tanker. Ideen med det er, at man ikke kan holde sine tanker skjult, men automatisk kommer til at sige det man mener når man ikke lægger mærke til det, når man taler uden at være opmærksom på det man
siger.


Dagens tekster kredser jo selvfølgelig om dette emne, Jakobsbrevet fortæller os jo om, at hvis man ikke fejler i tale så er man fuldkommen, for tungen er farlig. Det er sandt, der er simpelthen ingen tvivl om, at også blandt mennesker er det utrolig vigtigt hvad vi siger om hinanden, lige meget hvad folk siger om at
politisk korrekthed er tåbeligt, og det kan det skam også være, så betyder det altså noget hvordan vi taler om folk, og hvis sorte mennesker bliver kede af at blive kaldt ”negere” for eksempel, så bliver vi nødt til at lade være, selv om ”neger” er et utrolig nyttigt ord.


Se, da jeg først læste afsnittet fra jakobsbrevet tænkte jeg noget i retning af, det med ikke at fejle i tale, naturligvis skal komme indefra, og det mener jeg stadig det skal, men jeg tror ikke forfatteren af jakobsbrevet har ment det sådan, han har ment, at vi alene ved at tale ret, og på den måde tøjle vore legemer kan blive retfærdige. Det tror jeg nu ikke på, for det er ikke nogen hemmelighed, at smuk tale og smukt udseende kan skjule megen ondskab. men det er jo bare en enkel kommentar til forskellige kulturers forståelse af forskellen på ”indvendig” og ”udvendig”. For Jakobsbrevets forfatter er det folk tænker ikke
lige så vigtigt som det de gør eller siger, for det kommer jo aldrig ud.


Anderledes er det så for den forfatter vi kalder Matthæus, som har skrevet dagens evangelium. I bjergprædikenen lægger han jo netop stor vægt på, hvordan det der sker inden i er af stor betydning at det ikke længere er nok at handle ret, men at man også skal tænke ret. Hvilket for resten er fuldstændig umuligt, men det vender vi tilbage til.


Derfor er det lidt sært, at Matthæus her så opstiller netop et argument for en handling der så er utilgivelig i Guds øjne, altså ”bespottelse af Helligånden”, burde det ikke med bjergprædikenen in mente være vigtigere hvad man tænker om ånden end hvad man siger. Men det opløses lynhurtigt med den efterfølgende lignelse, hvor Jesus så siger, at det der kommer ud af et menneske entydigt vidner om hvad de er for et menneske.


Det ved jeg så ikke helt om jeg tror på, og jeg må sige, at hvis jeg skal tage mine kirkehistoriske briller på, så tror jeg nok denne tekst handler om de der er faldet fra under en af de store forfølgelser, og nu søger at vende tilbage til kristentroen. Eller måske handler det om en konflikt mellem kristustroende og ikke-kristustroende jøder i de kredse Matthæus har færdedes i. Altså, jeg kunne forestille mig, at dette var lige så meget en kommentar til en konflikt i Matthæus’ egen tid, snarere end et reelt kristusord. Det siger jeg, fordi jeg simpelthen har virkelig svært ved, at sammenholde ordet ”utilgiveligt” med Kristus. At han på den måde erklærer noget som utilgiveligt virker mærkeligt på mig.


Men bare lige for at slå det fast, så er det der menes formodentlig ikke bespottelse af Helligånden som person, men at tale nedladende om dens virke, det vil sige om forkyndelse og prædiken. Altså det der er utilgiveligt er ikke at sige grimme ting om Helligånden, men at stille sig i vejen for forkyndelsen af Jesus som
Kristus.


Men hvis vi i så ellers holder os fra bespottelsen af Helligånden får vi at vide, at ”al synd og bespottelse skal tilgives mennesker”, og det er jo så til gengæld udmærket, for ”alle begår vi mange fejl” hvilket altså også får mig til at undres over lignelsen igen, for forklaringen om det gode træ der bærer god frugt og det dårlige træ, der bærer dårlig frugt er vel ikke så enkel som det? Jeg kan godt forestille mig et dårligt træ der bærer god frugt, for eksempel et sygt træ, med et meget lille udbytte, men som man ikke vil fælde fordi æblerne
smager fantastisk eller noget tilsvarende? Eller et sundt og fint træ, som af en eller anden grund, ikke bærer godt eller bærer store mængder af ringe eller kedelig frugt.


Nu skal jeg selv være ærlig og sige, at det kunne være en problematisk måde at bruge en lignelse på, men i dette tilfælde, er der nu nogen mening i det, For der er jo ikke nogen der bare er gode, kun én er den gode, vi trækker alle på begge kilder, vi har både godt og ondt i os, vi er alle fejlbarlige og syndere. Så var det
jo godt at vi fik dette jonastegn, at menneskesønnen var i jordens skød tre dage og nætter.


Det var ikke godt fordi det var et tegn som viste os noget, det var godt fordi det var Gud der gjorde en handling så vi fejlbarlige og vanartede mennesker ud over at være syndere også kunne være retfærdige.


Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, Du, som var, er og
bliver én sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
AMEN

Kategorier Prædikener