Udgivet af Caspar Gregers Jensen, fre d. 1. jul 2016, kl. 16:00

Man lærer mange ting af at få børn. Jeg har i hvert fald lært mange ting, og det har de af mine venner og bekendte der har fået børn også. Vore liv er i hvert fald MARKANT anderledes end de af mine venner der ikke har fået børn.

Mange af de ting man lærer af at få børn er positive. Man lærer meget om kærlighed, man lærer vigtigheden og nytten af stofbleer, man lærer i nogle tilfælde at passe på sig selv og koncentrere sig om det der er rigtig vigtigt, både at beskytte sine børn, men også at beskytte sig fra sine børn, så de ikke tager livet fra en. Og meget mere.

Man lærer også nogle negative ting. en af dem er det jeg kalder den uendelige to-doliste, den uendelige huskeseddel. Det klassiske eksempel hjemme hos os har været vasketøjet, det tror jeg det er mange steder, hvor der lige meget hvor meget man syntes man vasker altid synes at stå en fyldt vasketøjskurv. Der er jeg så heldig, at min kone ikke helt mener at jeg kan finde ud af at vaske tøj. På den anden side, så er det mig der sørger for, at der kommer mad på bordet til en nogenlunde tid hver dag, og ikke som før vi fik børn, hvor aftensmaden var noget der godt kunne trække ud til vi havde tid til det.

Der er simpelthen altid noget man lige er nødt til at tage sig af, når man har børn, specielt når de er små, og det kan føles ganske uendeligt. Det er derfor man skal passe på sig selv og hinanden, specielt i den tid hvor man har små børn. For nogen kan det simpelthen koste forhold eller ægteskab fordi de glemmer sig selv og hinanden i en sky af børn og arbejde, bliver fortabt i de altid eskalerende krav der stilles til forældre af både børn og samfund.

Og det er her vores indgang til dagens evangelium er, ved de eskalerende krav. For det er min ærlige overbevisning, at Jesus, hvis den unge mand havde sagt ja til at give afkald på sin rigdom ville have svaret igen med noget endnu mere ekstremt, noget endnu mere livsfornægtende som den unge mand skulle have leveret for at opnå fuldkommenheden.

Hvorfor tror jeg det? på grund af Jesu indledende replik: ”hvorfor spørger du mig om det gode? én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!” og senere kommer så spørgsmålet: ”Vil du være fuldkommen?” Hvor Jesus så nok har valgt det spørgsmål han ved den unge mand ikke kan svare ja til. En familiemand ville måske have fået besked på at forlade kone og børn, eller sin gamle moder. En ivrig politiker ville have fået besked på at forlade det. Alle og enhver ville have fået besked på at opgive det de følte gave deres liv mening. Jeg ville måske have fået besked på at forlade min familie eller min præstegerning.

For som altid er historiens morale at vi ikke selv kan opnå fuldkommenheden, ganske ligesom vi ikke kan blive de helt perfekte forældre. ”For alle har syndet, og mistet herligheden fra Gud”

Hvis man læser det der kommer efter dette hører man også om hvordan disciplene oprøres af det Jesus siger, og hvordan han lover dem, at de skam nok skal blive belønnet for at have forladt deres fiskebåde og deres gerninger i verden for at følge Jesus. Men interessant er det jo så, at notere sig, at de heller ikke er i stand til at følge Jesus til enden, de kan måske nok drikke af kalken, men bære korset for ham kan de ikke. Til dels selvfølgelig fordi de ikke får lov, men også fordi de, som mennesker, ikke magter det. Også de har mistet herligheden fra Gud, også de bukker til sidst sammen overfor den uendelige to-doliste.

Og den uendelige to-doliste er selvfølgelig Loven! Ikke bare loven som vi ser den præsenteret i de 10 bud, som jo altid er noget vi trods alt har en chance for at holde. Jesus siger jo også, at den der overholder loven ”går ind til livet”
altså livet med andre mennesker, som en del af et samfund. Men i forsøget på at blive ”fuldkommne” mødes vi af loven i al dens magt og vælde, Loven når den forbyder forkerte tanker, Loven når den fanger os lige præcis der hvor vi ikke gør det godt nok.

Men når vi så ser det er det også at vi erkender, ikke bare vores manglende evne til at opnå fuldkommenhed, men at vi har brug for at ”gøres retfærdige ved [Guds] nåde, ved forløsningen i Kristus Jesus.” For det er den eneste måde at blive retfærdige og fuldkomne på. Der er ikke andre måder vi i vores lidenhed kan komme til.

Se det kan jo være en trist besked at drage på sommerferie med, at vi aldrig helt bliver gode nok. Jeg tror også det er noget mange forældre ramler ind i på et eller andet tidspunkt: Man bliver aldrig de perfekte forældre!

Men så er der heldigvis hjælp at hente i begge henseender. Og det er, at kærlighed er nok! Det vigtigste er ikke alt det vi gør, men vores kærlighed til vores børn, og Jesu kærlighed til os, Guds børn.

For at gøre det godt, skal vi følge nogle simple retningslinier, som vi heldigvis alle sammen har en chance for at overholde, men for at blive fuldkomne kan vi kun stole på kærligheden. Og det gælder både i forhold til børn, mennesker og Gud.

Og se det er et meget bedre sommerbudskab, at Kristendommen handler om frihed, ikke den banale frihed som mange hylder, men den egentlige frihed, at Kristus giver os fri til at leve i kærligheden.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

AMEN

Kategorier Prædikener