Udgivet af Caspar Gregers Jensen, fre d. 1. jul 2016, kl. 11:45

Som man sådan rejser gennem livet møder man mange forskellige typer mennesker, det giver sig selv. Intet menneske er en ø, som John Donne skriver. Så livet er at mødes med andre mennesker. En af de ting man kommer til at opleve er, at folk som man måske lige frem oplever vokse op, finder sig steder at være, liv at leve og så videre.

Det der så kan være nok så interessant er at se, om de finder det rigtige sted at være i deres liv, altså ikke kun rent geografisk, men også professionelt og fagligt. Kommer de på den rette hylde, finder de det rigtige virke, eller som vi siger i den lutherske kirke, det rigtige kald.

Som så mange andre kan jeg i denne tid, når jeg åbner for Facebook eller bare går på gader og stræder, se masser af unge mennesker med studenterhuer, det er såmænd hyggeligt nok, selv om det selvfølgelig altid er sjovere hvis man kender de unge mennesker, i stedet for at det er nogle vildtfremmede som det ofte er på Facebook. Disse unge mennesker er netop i denne tid, når festen er overstået, nået til det punkt hvor der virkelig skal træffes nogle valg, og hvor mange vil fortælle dem hvad de skal gøre, og hvorfor. Ja faktisk forventede man allerede, at de skulle træffe deres valg da de startede i gymnasiet.

Problemet er, at vi insisterer på, at det bare er et valg, og ikke andet, for selv om der da klart er en grad af beslutning i det at vælge sin fremtid, er det også mere en opdagelsesrejse. Selv tog jeg en matematisk studentereksamen, endda med både matematik og kemi på højniveau, fordi jeg troede at det var det man skulle, men mine karakterer talte deres tydelige sprog, det var en eller anden form for humanisme der var den vej jeg skulle gå. Det er jeg da glad for i dag, at jeg trods alt endte med en uddannelse der fangede mig og glæder mig den dag i dag.

Men hvis jeg bare havde fulgt min oprindelige beslutning var jeg om ikke andet endt et sted, hvor jeg skulle ting jeg er dårligere til end det jeg gør nu – Jeg ved ikke om det siger så meget, men stadig.

Vi ser noget tilsvarende i Jeremias’ bog: ”Ak, Gud Herre, jeg er ung, jeg forstår ikke at tale!” siger Jeremias på beskeden om at Gud ønsker ham som profet. Hvis han skulle vælge ud fra det han ved, så var det i hvert fald ikke profet han skulle være. På trods af, at han allerede inden det har fået at vide, at Gud har dannet ham til den opgave fra før hans fødsel, ”før du kom ud af moders skød”. Gud ved bedst hvad Jeremias kan, ikke Jeremias selv.

Det betyder ikke det samme som at moder og fader ved bedst hvad det unge menneske skal lave efter deres ungdomsuddannelse, Gud er større og visere end selv den klogeste forælder eller hvem der nu ellers mener at vide hvad man skal bruge sit liv på. Vi andre kan bare rådgive, ud fra vore egne erfaringer og vores egen viden.

På samme måde er evangeliet i dag nemlig en beretning om en mand for hvem Gud havde andre planer, nemlig Peter. Peter var, som vi ved det fisker før han blev kaldet som discipel, det var den hylde han var placeret på, men ikke fordi han havde fundet ud af, at det var det han egnede sig til, men alene fordi det var det hans familie gjorde.

På det punkt kan vi prise os lykkelige over en moderne verden med meget større mulighed for at bryde ud. Hvor mange mennesker gennem tiden har ikke levet et miserabelt liv fordi de var dybt uegnede til den gerning der lå klar til dem.

Men vi ved ikke om Peter var en god fisker, vi ved bare, at det var det han lavede. Men var han så en god discipel? Tjah, det bliver han i hvert fald siden hen vi kan jo i hvert fald se, af dagens tekst, at han ikke forstår konsekvensen af sin egen bekendelse. Han vil ikke lade Jesus dø, han vil ikke hvad Gud vil men hvad mennesker vil, siger Jesus.

Man kan selvfølgelig sige, at det måske er fordi han ikke kaldes til at være teolog, men til at være tovholder. hans opgave er ikke i første ende at tænke de dybe tanker, men at holde sammen på kirken. Siden træder han dog mere i karakter, også som tænker og forkynder, for eksempel i hans store prædiken i apostlenes gerninger.

Men hvordan kan Peter så blive kaldet, hvordan kan han overhovedet være værdig til at få den rolle han får? Det kan han fordi han, på trods af sine fejl ved hvem der taler til ham, han forstår at Jesus er Kristus, den levende Guds søn.

Men noget af det handler vel også om at vokse i sit kald, at blive bedre til at det man gør. Lige som Jeremias ikke forstår at tale, så er der jo ikke noget galt i at Peter også bliver bedre til at forstå hvad det er der sker omkring ham, Og det er helt uden at tage i betragtning At Peter jo slet ikke SKAL forstå på dette tidspunkt, han skal være uvidende. Men det har jeg talt om andre gange, og kommer til at tale om igen.

Det er selvfølgelig ikke mange der er så heldige at Gud kommer til dem og fortæller dem direkte hvad det er de skal gøre, som det skete for Peter og Jeremias, for os er det altid en ekspedition mod ukendt mål at finde ud af hvad vi skal. For nogen bliver det nødvendigt at skifte fag undervejs fordi de ramte ved siden af til at begynde med. Som Peter der blev kaldet til at være kirkens fundament midt i sit liv.

At finde den rette hylde i sit liv har i sig selv intet med frelsen at gøre, det har med det jordiske at gøre, og han der endte det forkerte sted i sit liv kan blive frelst lige så vel som ham der kom på rette hylde. Peter blev kaldet til at grundlægge kirken, ligesom kaldet er heller ikke den nødvendig for frelsen, men den er nødvendig for at vi kan vide hvad frelsen er.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

AMEN

Kategorier Prædikener