Udgivet af Caspar Gregers Jensen, fre d. 10. jun 2016, kl. 15:33

Der findes forskellige former for lignelser i bibelen, der er dem som er oplagte, som ”man skal ikke sætte sit lys under en skæppe”, noget der giver helt fundamentalt god mening, som så bruges til at forklare, hvorfor noget specielt er godt eller skidt, i tilfældet med lyset og skæppen handler det jo om, at man ikke skal skjule de gaver Gud har givet os, så de ikke kommer andre til gode. Altså gode opfordringer til hvorfor det ganske enkelt er logisk, at man skal agere på en bestemt måde i dagligdagen.

Men så er der også lignelser som den i dag, lignelser, der måske stadig er skrevet ind i et sprog, og en verden som deltagerne umiddelbart kan forstå, men som på trods af det har et sted, hvor man må stoppe op, og, hvis man tænker over det blive forundret og forfærdet. sådan en er dagens tekst.

Den type af lignelser handler i modsætning til de andre så om det der ikke er dagligdag, de handler om det særlige, de handler om Gud og om Guds rige, hvad det er for en størrelse.

Og Guds rige er næsten altid noget man kan tage anstød af, det er næsten altid noget, hvor vi, for at forstå det må blive overrasket af noget. Det er jo trods alt den forståelsesramme, hvor Gud for at opnå sin største magt er nødt til at blive menneske, og at ofre sin egen søn på et kors. Hvor den almægtige der har skabt
verden stadig er bundet af sin kærlighed til os.

Det er den ”verden” lignelserne skal beskrive for os, så der er ikke noget mærkeligt i, at der er punkter i, som overrasker eller forundrer.

For eksempel i dagens tekst: Vi kan naturligvis sagtens sætte os ind i faderens glæde over at se den søn han troede han havde mistet vende tilbage. Det er en fuldstændig naturlig glæde, som vi alle sammen ville kunne følge, den elskede der var mistet, som kommer tilbage, og dette fylder en med glæde. Men den anden ting vi også kan forstå, det er den ældste søns vrede: Jeg forstår helt grundlæggende så udmærket
hans vrede og frustration over, at den broder som valgte at være ligeglad med familien, han får denne hjertelige velkomst, at der bliver ofret så meget på ham, ham der allerede har ødslet så meget bort.

Så på et rent menneskeligt plan, så kan vi sagtens sætte os ind i både faderens og den ældste søns bevæggrunde, så på den måde er der ikke noget galt i det, ja den yngste søn forstår vi såmænd også. Men så alligevel. For grundlæggende set er problemet jo stadig, at historien grundlæggende er utroligt uretfærdig. Den yngste søn har ikke fortjent den varme modtagelse. Den ældste søn har, ud fra et rent retfærdighedsmæssigt synspunkt ret. hans lillebroder burde da ikke få alt det, oven i det han allerede har fået.

Der er aldrig nogen tvivl om, i disse lignelser, at den største autoritetsfigur repræsenterer Gud. I denne beretning selvfølgelig faderen.

Så hvis faderen er Gud kan vi sige, så er alt vel godt, for vi ved, at Gud er nådig og barmhjertig, ja, det er det vi ønsker at han skal være, for hvis han ikke er nådig, så vil han straffe alle, dem der er frafaldne, syndige og så videre. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er ret sikker på, at det dækker os alle i sidste ende, absolut undertegnede inklusive.

Derfor er der da en stor glæde i den Gud der kommer synderen løbende i møde for at kysse ham og tage ham til sig, og selv hvis man ikke mener om sig selv, at man er syndig, er der dog en glæde i, at Gud tager i mod de svage på den måde.

Men det kommer hurtigt til at virke som om, Gud elsker den omvendte synder højere end han elsker den der er trofast. Det kommer til at virke som om, at det er bedre at falde fra for at vende tilbage. Det svarer lidt til at det skulle styrke et forhold eller et venskab hvis den ene forrådte den anden, på den ene eller den anden måde, for så at vende tilbage. Og ja, det kan da godt styrke et forhold at overvinde en storm sammen, men oftest er det bare destruktivt.

Det er en form for destruktiv adfærd, som Jeg nok tror (og håber!) Gud kan tilgive, men det får mig stadig ikke til at regne med at det er bedre at falde fra og vende tilbage end det er at være trofast.

Men det leder så til en vigtig ting ved Guds nåde og kærlighed. Det er noget vi også kender igen fra os selv, men det er meget aktuelt i denne beretning.

Nøglen til det er i sætningen, som faderen i lignelsen siger til den ældste søn: ”Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. ”

Se det kan jo godt bare lyde som sådan en ”undvigemanøvre” noget faderen siger for ligesom at formilde den ældste søn, men det er mere end det.

Pointen er, at den yngste broder ikke tager noget fra den ældste, for den ældste har stadig det hele.

Hvordan kan det lade sig gøre? Det er på sin hvis ganske enkelt, for arven, som lignelsen starter med at den yngre søn beder om sin del af, kan ganske enkelt ikke deles. Det er alt eller intet Det betyder ikke at man mister det hele hvis man giver den væk, Guds nåde formindskes ikke af at han giver den til nogen, han beholder stadig det hele af den.

Vi kender det som sagt fra os selv, det at man elsker flere mennesker gør jo ikke at ens liv bliver fattigere på kærlighed, Kærlighed avler kærlighed, jo mere man elsker jo mere kærlighed har man at dele ud af.

Så nok har den yngste broder svirret sin arv bort, men i virkeligheden har han stadig det hele af den i behold hos sin fader, den ældste broder har måske ikke trukket lange veksler på sin arv, men den er der stadig, uformindsket, på trods af hans broders svirren.

Vi kan ikke bruge Guds kærlighed til os op, den er der når vi husker at søge efter den, om vi så er faldet på vejen, eller har tjent Herren trofast.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

AMEN

Kategorier Prædikener