Udgivet af Caspar Gregers Jensen, fre d. 10. jun 2016, kl. 15:30

Det var ellers noget af en tekst at læse på Fars dag: Du skal hade din fader og din moder, ja hele din familie. Det er noget af et udsagn, specielt hvis man sammenholder det med f.eks. de ti buds opfordring om at ære sin fader og sin moder.

Man kan selvfølgelig starte med at sige, at de ti bud jo ikke længere gælder som lov for Jesu disciple, i hvert fald ikke efter Jesu død og opstandelse, men det betyder jo ikke, at de ikke stadig er normen for hvad man kan kalde ”god kristelig livsførelse”. De ti bud danner jo stadig, med god grund, baggrunden for store dele af vores lovgivning. Ja Luther sætter ligefrem i sine katekismer buddet om at ære sin fader og sin moder som baggrund for hele vor samfundsorden.

Så hvad er det det handler om i denne tekst? Hvorfor skal vi sådan hade de mennesker vi i hvert fald har størst grund til i hvert fald under normale omstændigheder at være taknemmelige overfor?

Der er flere måder at prøve at forklare dette på, og jeg vil forsøge på tre forskellige måder:

Den første måde at se på det er en historisk betragtning: Teksten er skrevet ned i en tid, da kristendommen i høj grad var en ”omvendelsesreligion” og i perioder endda ulovlig, fordi den stred mod den offentlige orden, som skulle garanteres af de romerske guder, med kejseren i spidsen.

Derfor kunne en omvendelse, som en ganske naturlig ting så splid indenfor familien, forældre eller ægtefæller kunne være uenige i omvendelsen, ja de kunne ligefrem fordømme omvendelsen, eller tilslutningen til denne ”skadelige sekt”.

Derfor denne tekst, der kunne skulle støtte de nyomvendte i det korrekte i deres beslutning, at de skule kaste deres familiære forhold til side i forhold til forholdet til Jesus Kristus.

Det gør det heller ikke bedre, at evangelisten Lukas’ idealmenighed nok er noget mere lukket omkring sig selv end vi egentlig ville bryde os om at leve, ikke at han ikke lægger stor vægt på næstekærlighed og barmhjertighed.

Den anden måde at overveje teksten på er hvad man kan kalde en humanistisk vinkel, altså en overvejelse over teksten som en anvisning på hvad vi mennesker skal gøre i vore liv, med mindre direkte vægtning på Kristendommen:

Det er også en læsning der bruger mere af teksten, for hele teksten handler jo om dette banalt menneskelige: "Du skal ikke gå i gang med noget du ikke gør færdigt.” tænk sagen igennem, om du har mulighederne og ressourcerne (og lysten) til at færdigbygge tårnet, gennemføre krigen, læse bogen færdig, betale lånet af. Hvis du vil følge en opskrift, skal du være sikker på, at du har alle ingredienserne, eller i det mindste nogen der kan erstatte dem på en god måde.

Det er en meget naturlig ting i virkeligheden, vi siger det selv til vores børn: ”Du skal gøre de ting færdige som du er begyndt på”. ”Hvis du vil have den store sten med hjem, må du selv bære den.” og så videre. Og man skal undgå det der andre steder i bibelen kaldes ”lunkenhed”, men snarere gå ind i sagen

Og med det bevæger vi os lige så stille over i den tredje læsning, nemlig den teologiske, eller den kristelige. For de efterfølgende eksempler er jo i virkeligheden tænkt som udvidelser til det første udsagn. ”Du skal hade din fader og din moder” forklares ved hjælp af de efterfølgende eksempler.

Der er ingen ret kærlighed til Gud, der ikke er absolut! Hvis men ønsker at være Jesu discipel, så er det alt eller intet, der er ikke nogen smutveje, ja det kan betyde en afsked med alt andet i dit liv. Hvis du ønsker at følge Jesus, så kan der ikke være noget der holder dig tilbage, for du skal ”Elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.” Alt mindre er utilstrækkeligt i forhold til Gud.

Derfor skal du hade din fader og din moder, derfor skal du forlade hus, ægtefælle, hjem og børn, og hade dem, fordi de kan holde dig tilbage fra det rette forhold til Gud. Vi husker også hvorledes Jesus selv afviser sin moder og sine søskende, med argumentet om, at hans disciple er hans sande familie.

Men hvad så, med den anden del af kærlighedsbudet, ”Du skal elske din næste som dig selv”? er min moder og min fader ikke mine næster? det må de da være. Men skal denne næstekærlighed virkelig begrænser sig til en kold pligtkærlighed? skal man elske dem fordi man skal, handle til deres bedste, men ellers så holde sig sammen med de rettroende i sin lille lukkede sekt? Men det ramler jo også mod tekstens krav om lunkenhed! så er vi jo i opfyldelsen af et andet af de største bud i loven hverken kolde eller varme, men i sidste ende optagede af os selv om vores golde kærlighed til Gud, som måske ligefrem kan siges at være selvkærlighed forklædt som Gudskærlighed. Johannes skriver, at hvis man ikke elsker sin broder må kan man ikke elske Gud.

Det er alt sammen fordi, at kærlighed til Gud ud over bare at være en følelse, så er det også en metamorfose, en forvandling en forandring af livet, en fundamental ændring i det man er.

At elske Jesus Kristus er et afkald på selviskheden, og igennem ham transformeres ens kærlighed til næsten til noget mere. Kærligheden bliver ikke længere dømmende, den handler ikke længere om hvad man kan og ikke kan opnå, men den kommer til, i gennem Kristus at handle om sig selv og den elskede.

Så når Jesus siger, at man skal hade sin familie for at følge ham, så er det ikke bare fordi man skal kaste familien fra sig, men fordi man skal lære at elske dem rigtigt, med den frie kærlighed, som er en gave fra ham.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

AMEN

Kategorier Prædikener