Udgivet af Caspar Gregers Jensen, fre d. 10. jun 2016, kl. 15:28

Dagens tekst handler i grunden om prioritering, og med prioritering i kristendommen følger altid omvendelse. Men det vender vi tilbage til. Men teksten handler i sin grund om, hvad man skal prioritere at bygge sit liv på: Om man skal bygge det ”på jorden” på stræben efter materiel velstand, magt, indflydelse, skønhed, og alle disse ting Eller om man skal bygge det i himmelen, På Guds ord og kærlighed.

Hvis man skal være lidt fræk kan man vel spørge, om man skal bygge sit liv på damebladenes anvisninger eller på bibelen.

Det her er selvfølgelig noget man skal diskutere med en hvis varsomhed, for det bliver hurtigt til, at præsentere os for en dualisme, som i virkeligheden er svært forenelig med kristendommen, sådan som jeg forstår den. Med det mener jeg, at det kommer til at virke som om man ikke skal leve på jorden, men alene vende sin tanke mod himmelen, bede alle dage om udfrielse fra denne jammerdal. Lidt ligesom munkene i Rom, der alle sov i for korte senge, for at kunne glæde sig til de lange senge i himmeriget.

Og selv om jeg om et øjeblik vil sige, at vore sind og tanker skal vendes mod himmelen, at vi skal søge at
omvende os alle dage, og Gribe Guds ord når det gives til os. Så er det altså min overbevisning, at det skal ske, som en del af det liv vi er sat her i verden til at leve. Og det involverer jo altså også, at tænke på dagen i morgen. Når prædikerens skriver, at den fattige sover sødt om han får lidt eller meget at spise, så er det noget romantiseret bavl! Selv jeg der har levet i grundlæggende velstand hele mit liv (i hvert fald globalt set) ved dog godt, at det ikke er rart at gå sulten i seng. Og yderligere ved jeg da også, at sult ikke nødvendigvis befordrer dybe tanker om menneskets forhold til Gud og næsten. Sandt er det dog på den anden side, at steder hvor der er stor nød er der ofte også stor tro. Men også steder hvor der er stor tro, søger man stadig
at fortsætte livet, for selv om vi måske nok har et håb der står til Herren og evigheden, så har vi også dette liv, som Gud har givet os, og det giver os et ansvar over for livet, og over for de vi har ansvar for.

Så det er også Godt og rigtigt at spise og drikke og nyde frugten af alt det, et menneske slider med under solen. For vi er i verden med et virke og et kald, begge fra Gud.

Men hvad er det så den rige mand gør forkert, hvis det ikke er, at han samler til lade? for der er jo god fornuft i at samle til lade, vi ved jo alle, at efter syv fede år kommer der syv magre, det burde vi i hvert fald, det står i bibelen, og har vist sig at være sandt lige siden, ikke at man kan regne med at det lige er syv år, men at ting går op og ned, det er ikke nogen guddommelig hemmelighed, det er bare almindelig sund fornuft. Men altså, den rige mand samler til lade, og det burde der jo ikke være noget galt i! Jeg kan ikke helt love, at Lukas ikke mener, at manden skal give alle sine penge væk, for selv at være fattig, og dermed blive
frelst, men jeg mener ikke det er ganske så enkelt.

Problemet for den rige mand er, at han lader stå til, eller i hvert fald siger, at det vil han gøre. Han siger: ”nu er det nok”, desværre for ham, svarer Gud ”Nej, Nu er det nok med dig”. Problemet er, at for denne rige mand, så er Gud død, han er erstattet af mandens rigdom, for han har ikke behov for mere, og derfor tror han ikke han har brug for Gud.

Men det viser han sig jo så i sidste ende at have.

Derfor er det, at teksten handler om at prioritere, at vælge mellem Gud og verden. Ikke fordi der er nogen egentlig afstand mellem de to, ikke i den verden vi lever i efter påsken. En tid hvor Jesus Kristus endelig har bygget bro fra himmel til jord, hvor Helligånden til stadighed binder de to sammen, således at vi med god
samvittighed kan sige, at vort borgerskab er i Guds rige, også her på jorden. At vi hviler i Abrahams skød, eller vi i hvert fald har muligheden.

For det er også en mulighed der skal gribes, en frugt der skal plukkes, i stedet for ”carpe diem” – at gribe
dagen, så skal vi ”carpe Deum” – gribe Gud, og det han har givet til os. Ikke at vi nogensinde ved egen magt kan gøre andet end at plukke de lavest hængende frugter af Guds store gave til os. Men vi skal stadig prøve. Vi skal stadig omvende os.

Det er på denne måde den rige mand i lignelsen prioriterer forkert, han bygger sit liv på det han har i sine lader, ikke det han har i himmelen. Problemet er ikke, at han glædes over at han har sine lader fulde, problemet er at han lader det være nok.

Det er jo et problem der er nemt for os at nikke genkendende til, vores moderne verden priser dem der har
laderne fulde, ikke for deres virke, deres værd som mennesker, men for deres fulde lader. Vi priser folk for at være rige, smukke, berømte, men ikke for deres egentlige evner, ikke for hvad de egentlig har opnået.

Jeg siger ikke at samfundet ville være et bedre sted, hvis vi priste folk for deres rettethed mod Gud, jeg
siger ikke, at det ville blive en bedre verden hvis helgener tog fodboldstjerner og musikeres pladser som idolplakater på børnenes værelser. Her tror jeg faktisk at resultatet til sidst ville blive det samme.

Nej, det jeg gerne vil sige er, at det nok er et punkt, hvor vi ikke skal lade os narre af verden. Den verden som er God, men som nemt fanger vores opmærksomhed. Nej, vi skal altid se den igennem den prisme, som er det Jesus har gjort for os.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

AMEN

Kategorier Prædikener