Udgivet af Caspar Gregers Jensen, fre d. 10. jun 2016, kl. 13:30

Det er oplagt i dag, på treenighedens festdag at tage fat på dåbsbefalingen. Det er jo trods alt det første sted de fleste af os hører om den treenige Gud, Fader søn og Helligånd, nemlig den dag vi bliver døbt, hvor teksten læses op, for at minde os alle om, hvorfor det er vi døber. Nemlig fordi Jesus har sagt, at det skal vi.

Og det er i virkeligheden en tekst fyldt med detaljer, mange ting som man kan tage til sig og arbejde med: Den fortæller os, at allerede i den tidligste tid var der tvivl (”Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede”), Den fortæller os om hvem Jesus er, og hvilken magt han er givet (”Al magt i himlen og på jorden”,
hvilket også Paulus kommenterer på, da han siger, at alt er sammenfattet i Kristus); Den fortælles os, hvad det er der sker i dåben – Vi gøres til Jesu disciple – Og sidst men ikke mindst, hvad det egentlig betyder at vi er Jesu disciple: At Jesus Kristus er med os alle dage indtil verdens ende.

Men om Treenigheden selv får vi ikke meget at vide, andet end at vi skal døbe i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, for at vi tager dem i hvert fald det første skridt på vejen til at blive disciple.

Det giver jo egentlig god mening, at der skal gøres noget mere for at døbe, ellers ville det jo nærmest være dåb hver gang vi vaskede hår, og det er det jo ikke. Den absolut minimale dåb som bruges i øjeblikkelig livsfare består for resten alene af en anråbelse af Gud, dåbshandlingen, håndspålæggelse og fadervor, og den findes på side 831 i salmebogen skulle I nogen sinde, Gud forbyde det, få brug for det.

Men som sagt, selv om vi hører tale om Faderen, Sønnen og Helligånden i dåbsbefalingen, er det ikke meget mere vi lige får at vide om treenigheden som sådan, ja faktisk bruges ordet treenigheden slet ikke i bibelen men blev først ”opfundet” omkring år 180, hvilket lige meget hvad man mener er noget efter bibelens
skrifter blev skrevet.

Men ordet treenighed er stadig et vi bruger, et ord der skal beskrive dette, at vi i bibelen møder Gud på tre forskellige måder: Vi møder Faderen i verdens skabelse og det Gamle Testamentes tekster; Vi møder Sønnen i det Nye Testamentes beretninger om Jesus Kristus; Og vi møder Helligånden i skabelsen (”Og Guds ånd svævede over vandet”), i Jesu dåb og selvfølgelig i pinseberetningen. Og da Jesus her taler om de tre som en samlet ting, måtte man jo finde et navn der var kortere end at sige ”Faderen, Sønnen og Helligånden”, derfor treenigheden, eller når det skal være rigtig kort, bare ”Gud”.

For det er altid vigtigt at huske, at de tre personer, i sidste ende er samme væsen. De er tre i én, treenighed. De er ikke den samme, men de er alle tre den ene Gud. En ting det betyder er, at Gud kan tale med sig selv, Vi ser det i Jesu bønner til Gud, men også i ordene fra himlen da Jesus bliver døbt. Vi andre kan selvfølgelig
også tale med os selv, men det er på en lidt anden måde. Men det betyder også at Gud på en eller anden måde står i forhold til sig selv, er i relation med sig selv. Når vi med Johannesevangeliet siger, at Gud er kærlighed, er det også det vi mener, i hvert fald i et omfang, At Gud på grund af sin tredelte natur, er i stand til at være defineret ved en følelse.

En anden ting vi ved er, at hele treenigheden var aktiv i skabelsen af verden, jeg har allerede nævnt at Ånden var tilstede, men i Johannesevangeliet, i prologen, får vi også at vide, at Jesus er det Ord (”bliv lys”) Gud talte da verden blev skabt.

Det er ikke fordi jeg vil sige, at det ikke er komplekst, men når vi taler om universets skaber, skulle de da være mærkeligt hvis ikke det var komplekst, og det eneste vi har at arbejde med, er hvad vi mennesker gennem århundrederne har kunnet læse og tænke os frem til. Og der er i hvert fald ikke i it sind nogen tvivl
om, at Gud er så meget mere end hvad jeg kan tænke mig frem til eller forstå.

Så derfor kommer vi altid frem til det samme spørgsmål i disse sager: Hvad betyder det for mig, for os, for alle de børn vi bærer til dåben for at bringe dem ind under Guds beskyttelse? For det er jo som sagt i dåben vi først hører om treenigheden, det er der vi først møder den, selv om vi måske ikke forstår det på det tidspunkt, selv om vi ikke husker det. Og det er da også derfor vi læser dåbsbefalingen her i dag på trinitatis søndag.

Ja først og fremmest betyder det jo selvfølgelig, vi bliver Jesu disciple, og som sådan, har vi løftet om, at Jesus, som er Gud, vil være med os alle dage indtil verdens ende. Det er en ting, og også en vigtig ting. Det er det grundlæggende løfte vi får i dåben.

Som Jesu disciple får vi også del i Helligånden, Paulus siger, at vi ”blev beseglet med forjættelsens hellige ånd” Det betyder, at vi der, I dåben bringes ind i dette forhold til noget der er større end os selv, og selv større end vore forældre.

Ikke at jeg siger, at vi lærer at elske i dåben, kærligheden har vi fra vores fødsel, fra vores skabelse så vi ligner Gud, at elske kan vi ganske af os selv.

Nej, i dåben bringes vi ind i den større kærlighed der er Gud og hos Gud, vi får en andel i denne kærlighed der er evig, der er uden for tid og rum som vi kender den.

Selv tror jeg, eller snarere håber jeg, at Gud elsker alle mennesker, selv dem jeg frygter og afskyr, men jeg ved, at vi der er gået i gennem dåben ved den er bragt ind i et forhold til den treenige Gud: Faderen som skabte os, Sønnen som frelste og frelser os, og Helligånden, som hver dag trøster os og bringer Guds
ånde ind i vore sind.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

AMEN

Kategorier Prædikener