Udgivet af Caspar Gregers Jensen, fre d. 10. jun 2016, kl. 13:25

Jeg er nogen gange lidt en nørd, hvis man kan sige sådan. Og en af de ting det har betydet er, at når de i fjernsynet sender en eller anden ny superheltefilm, (og jeg bemærker den er der). Så ser jeg den som regel. Det betyder også ting som at jeg nogen gange har overvejet hvilken superevne jeg gerne selv ville have. Hvis jeg selv kunne vælge ville jeg gerne kunne alverdens sprog, det syntes jeg kunne være en helt fantastisk evne at have, især hvis jeg fik lov til at virkelig at forstå disse sprog, så jeg kunne finde forbindelsen mellem dem. Men bare det at kunne gøre sig klart og tydeligt forståelig på alle sprog, uden at lade sig begrænse af hvad man magter, uden at blive pinligt berørt over sit elendige tyske/franske/engelske eller noget helt tredje som kan holde en fra at tale med folk.

Men det er selvfølgelig ikke denne superevne der er pointen i dagens tekster, dens funktion er som så ofte før mere interessant end dens effekt.

Det er ligesom når Jesus helbreder: det er selvfølgelig interessant at han kan helbrede, men selve helbredelsen, den enkelte helbredelse er i sig selv mindre interessant. Det er mere interessant for os, hvad den betyder, hvad den fortæller os om hvem og hvad Jesus er.

På samme måde med dette pinseunder. Selv om jeg synes der er en fantastisk gave at blive givet, så bare for en tid, at kunne gøre sig forståelig for alle, så er det stadig mere interessant, hvad dette under egentlig betyder. Hvad denne anden talsmand som Gud har sendt os gør og er snarere end hvad den kan.

En lille sidebemærkning om betegnelsen ”talsmanden” skal der lige til, i en tid hvor flere og flere organisationer får ”talspersoner” i stedet for ”talsmænd”. Talsmandens benævnelse i maskulinum, er ikke en indikation af, at Helligånden er hankøn, det er alene en historisk tilfældighed. Selv mener jeg, at det nok
er meningsløst at sætte køn på Helligånden, selv og der er mange der har forsøgt på den ene eller anden måde, tror jeg stadig ikke ganske på projektet. Helligånden er for mig snarere fælleskøn. Men nok om det

For først og fremmest fortæller pinseunderet os noget om Kirken, Kirken som vi plejer at sige bliver til, pinsedag, netop ved Helligåndens indgriben: Underet fortæller os nemlig at kirken er for alle: Den er universal, den er ”almindelig” som vi siger i trosbekendelsen, hvor den jo også hører under Helligåndens virke. Det fortæller den jo selvfølgelig med det enkle, at alle pludselig forstår hvad apostlene siger, de forstås ikke længere blot på aramæisk, de forstås af alle, på alle sprog. Og det er ikke engang fordi de taler Græsk, samtidens fællessprog, nok de sprog som flest kunne forstå, om ikke andet så som andet eller tredje sprog.

Nej de talte til hver enkelt så det kunne forstås på deres eget sprog. På deres ”hjertesprog”, fordi dette var noget der angik hver enkelt af dem, personligt, angik deres inderste selv! (for resten nok et af de vigtigste skriftsteder, hvis vi skal forsvare, at vi holder Gudstjeneste på dansk og ikke på latin eller tysk eller noget ganske tredje.

Så beretningen fortæller os, at kirken ikke er forbeholdt jøder, men er for alle der lytter til Guds ord, som tales til dem på det sprog der ligger dem nærmest.

Så fortæller historien os også noget andet, og det er noget jeg var inde på i sidste uge, men det er også vigtigt når vi overvejer, hvad Helligånden er og gør: Den fortæller os, at Helligånden aktiverer os, at den sætter os i gang, at den aktiverer.

For inden Helligåndens komme, sidder disciplene jo bare og venter, og jeg mener, De har jo fået deres opgave, de ved hvad de skal, men alligevel sidder de bare der og kukkelurer. Måske er de, når de nu ikke længere har Jesus med sig bange for hvad de så skal henvise til, lidt ligesom hvis jeg ikke tør tale til en tysker af frygt for at lave fejl på tysk?

Men da Helligånden kommer drives de ud for at tale, for at prædike og for at missionere, for at dele det glade budskab som de har som er deres gave at dele ud af. Det er et budskab som man skulle tro ville boble over af sig selv, tvinge sig selv ud. Men det er vel egentlig også det der er Helligånden.

Helligånden er derfor den der sender os ud, Helligånden er den gnist der aktiverer os, Helligånden er tændrøret, der sender der aktiverer ordets benzin i os. Helligånden er Gud der tager os i hånden og fører os frem på hans vej, som han førte Israel ud af Ægypten.

Og som da Israel drog ud fra Ægypten, så er det Helligånden gør med disciplene heller ikke ufarligt. Faktisk kommer det til at betyde døden for de fleste af dem, for traditionen siger os, at de dør som martyrer. Det var ikke sket, hvis de var blevet siddende i Jerusalem i deres egen lille kreds. Men nej, Helligånden indgyder dem den uro, som gør at de må dele hvad de ved, koste hvad det vil, så skal det ud, til alles bedste. For vi har brug for at vide det! Også vi der var og er uden for den lille kreds. Også vi har brug for at få Guds ord skrevet i vore hjerter. Også vi har brug for at modtage Helligåndens ro, så vi kan være med til at sprede dens uro.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, Du, som var, er og
bliver én sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

AMEN

Kategorier Prædikener